VI TROR VI KAN MÅLE ALT

Udgivelsesdato: 16. april 2021

Bogen koster 299,95 kr. og kan forudbestilles her: Vi tror vi kan måle alt – Bjørn Førde – Turbine

Hvis du vil læse læse det indledende kapitel: Vi tror vi kan måle alt – Kapitel 1

Her står jeg med min nye bog, foran maleriet af Robert Gabriel Mugabe, købt af National Gallery i Harare i april 2018. Det optræder også som åbningsfoto for kapitlet om ”Victoria Falls”. Fra stuevæggen har han i to år kigget mig over skulderen, mens jeg har nedfældet mine tanker om det udviklingssamarbejde, især i Zimbabwe, jeg har været en del af siden starten af 1990’erne.

Bogens titel blev besluttet allerede i marts 2018, på vejen op til Binga, et par kilometer efter jeg var drejet til højre i Dete-krydset (som Zimbabwe-udsendte kender) mellem Bulawayo og Victoria Falls, lige før Hwange Nationalpark. Samtidig vidste jeg, at billedet på bogens omslag skulle være dét af cyklisten, jeg havde taget på mit første besøg i Binga i 1990, stort set præcis lige her, hvor jeg nu befandt mig, nogle kilometer efter krydset, på toppen af en bakke, hvorfra jeg kunne se et busstoppested lidt længere nede og nogle hytter for enden af vejen, før den drejede mod højre.

Sådan blev det. Jeg fandt papirbilledet i et af de mange albums fra årene i Zimbabwe. Billeder af familien, venner og bekendte på besøg, udsendte frivillige. Billeder som er med til at gøre denne bog til en meget personlig affære. En ’kærlighedsaffære’ kalder jeg det.

Mange af billederne indgår i den højt og efter min egen mening smukt illustrerede bog. Det kan jeg takke grafikeren Carsten Schiøler for. Jeg har samarbejdet med Carsten siden midten af 70’erne, og han har været grafiker på mange af de bøger, jeg har udgivet. Sådan måtte det derfor også være med denne bog, og det har jeg ikke fortrudt.

Bogens organiserende princip er en flere tusinde kilometer lang køretur gennem Zimbabwe, som jeg foretog i marts-april 2018, et kvart århundrede efter jeg var leder af Mellemfolkeligt Samvirkes program i årene 1992-95. Derfor har alle bogens kapitler titel efter et sted, en by, eller en gade – med en undertitel, der angiver kapitlets hovedtema.

Kortet viser i grove træk de steder, jeg opsøgte, for at finde ud af, hvad der egentlig var kommet ud af de udviklingsindsatser, jeg havde været en del af og medansvarlig for. Derfor kommer historierne i denne rækkefølge:

    • CHIVHU – syd for Harare, hvor programmedarbejder Juliana bor i dag
    • NYANGA – i det østlige højland, hvor ZUWA-væverne stadig holder til
    • WORLD’S VIEW – tæt ved Nyanga, hvorfra man kan se helt til Botswana og Tanzania
    • CHIMANIMANI – syd for Mutare, tæt på grænsen og et populært feriested
    • BIRCHENOUGH BRIDGE – hvor man krydser Savefloden ad den smukke bro
    • BUHERA – et tørkeramt distrikt, hvor oppositionspolitikeren Morgan Tsvangirai blev født
    • GREAT ZIMBABWE – her fortælles landets historie, lige ved Masvingo
    • MATOPOS – hvor kolonisten Cecil Rhodes ligger begravet
    • BULAWAYO – som er hovedstad nummer to og en vigtig samarbejdspartner
    • BINGA – hvor kurvefletterne i Binga Craft Centre stadig holder til
    • NEMBUDZIYA – langt fra alfarvej, med stor lyst til folkestyret udvikling
    • HARARE – hvor flere stærke organisationer i det civile samfund holder til
    • UNION AVENUE 122 – gaden hvor Mellemfolkeligt Samvirkes kontor lå
    • STATE HOUSE – præsidentboligen for Mugabe gennem 37 år
    • DRURY LANE – en sidegade hvor forfatteren boede med sin familie i 90’erne

Jo, det er en bog med fokus på Zimbabwe, men jeg er ret sikker på, at udsendte til andre lande vil genkende mange af de konkrete erfaringer, jeg har valgt at fortælle om.

                                                                                                      God fornøjelse med læsningen!