Regeringens angreb på KVINFO har ikke sammenhæng med den rolle, Danmark har valgt at spille på ligestillingsområdet i global sammenhæng. Der er brug for mere eftertænksomhed end ministeren har udvist indtil nu.

KVINFO OG DEN STORE VERDEN

Regeringens angreb på KVINFO har ikke sammenhæng med den rolle, Danmark har valgt at spille på ligestillingsområdet i global sammenhæng. Der er brug for mere eftertænksomhed end ministeren har udvist indtil nu.

bhutans spirende demokrati

Der er visse oplevelser i livet, som man ved vil blive lagret i ens hukommelse for tid og evighed i samme øjeblik det opleves. Måske fordi det af praktiske grunde kun kan ske én gang i ens liv. Måske fordi oplevelsen er unik af grundlæggende menneskelige, kulturelle, moralske eller tilsvarende årsager.

I forbindelse med den offentlige debat om, hvad KVINFO som institution skal eller ikke skal beskæftige sig med, vil jeg godt dele et par af den slags oplevelser. Forhåbentlig kan de bidrage til at konkretisere og synliggøre, hvad det er, som regeringsledere, politikere, forskere og aktivister rundt om i verden synes gør Danmark til en rollemodel, når vi snakker om ligestilling.

Lad mig starte ved foden af Himalaya-bjergene i det lille kongedømme Bhutan i marts 2012. Nogle år tidligere havde kongen meddelt sit folk, at han havde besluttet at give demokratiet tilbage til folket, selvom det langtfra var alle bhutanesere, som syntes det var en god idé. Nu gik det jo lige så godt! Når partierne kom på banen vil det hele bare end i ufred.

I 2008 udkæmpede politiske partier for første gang en valgkamp til parlamentet, og i 2011 var der valg til de kommunale forsamlinger. Kvinder stillede op, men kun ganske få blev valgt. At kvinder i mange henseender er stærke og har rettigheder i Bhutan er der ingen tvivl om. Men det var stadig nyt for kvinder at deltage i det politiske liv.

Som direktør for det nystartede Institut for Flerpartisamarbejde, etableret ved lov af Folketinget i maj 2010, havde jeg ansvaret for Bhutan, og bestyrelsen havde besluttet, at vi dér ville starte med at støtte kvinders deltagelse i politik, både på lokalt og nationalt plan. Det er ét af de områder, hvor Danmark kan lære andre noget, mente vi.

Efter måneders grundige sonderinger foreslog vi, at der blev etableret en selvstændig platform, hvor kvinder kunne dele deres erfaringer, uddanne sig til at føre valgkamp, kommunikere med vælgerne, og meget andet. Ikke imod myndighederne, men i samarbejde med disse, sådan som der er tradition for i Danmark. Og her skal man huske, at Bhutan er et meget centraliseret samfund, med meget hierarkiske beslutningsprocesser.

Det var baggrunden for, at jeg i marts 2012 befandt mig på et hotel i den vestlige del af Bhutan, for at deltage i det første møde nogensinde for kvinder, der enten var blevet valgt eller havde stillet op til kommunalvalget i 2011. Desuden deltog flere af de få kvinder, som i 2008 var blevet valgt til parlamentet. Det var i sandhed et historisk møde, med et par hundrede deltagere fra alle hjørner af det bjergrige rige.

store ofre for at deltage

Jeg var der sammen med KVINFOs daværende direktør, Elisabeth Møller Jensen. Vores partnere i Bhutan, inklusive regering og ministerium, havde bedt om at få ’den danske model’ præsenteret – en model som den nuværende statsminister i Bhutan senere har betegnet som ’hundredeårs-modellen’.

Mit eget institut og jeg selv havde ikke nogen særlig ligestillings-ekspertise, selvom jeg har arbejdet med ligestilling i praksis i mange dele af verden i næste et halvt århundrede. Derfor var det naturligt at tage fat i KVINFO, hvor historien om ligestillingen i Danmark er solidt forankret.

Det havde været en lang dag med mange officielle taler, også fra Elisabeth og mig selv, oplæg til gruppearbejde og rapportering om konklusioner fra grupperne. Vi havde sjældent oplevet en så livlig aktivitet, da først kvinderne blev sluppet løs, og så uforbeholden en glæde over at dele erfaringer, snakke udfordringer, finde løsninger. For de fleste kvinder var det en førstegangsoplevelse at deltage i en konference. Det var tydeligt, at de nød hvert eneste sekund.

Efter middagen sad jeg sammen med Elisabeth i hotellets stue og lod krop og hoved finde hvile i over 2000 meters højde over en kop te, da kvinderne helt spontant begyndte at danse én af deres traditionelle danse, hvor de synger og bevæger sig i en bølgende bevægelse rundt og rundt og rundt i lokalet. Med mellemrum brød kvinder ud af kredsen og kom hen til os for at snakke og fortælle, med blussende kinder og smilende øjne.

De fortalte om de tre dage de havde brugt på at komme til hotellet, først til fods ad stejle bjergstier, og derefter i overfyldte busser ad hullede veje. Nogle af dem med deres mindste spædbarn på ryggen.

De fortalte om hvordan de for første gang i deres liv havde fået mulighed for at forlade deres landsby og i to dage mødes med andre kvinder og dele erfaringer, en luksus som var næsten umulig at rumme.

De fortalte om de tre dage de fra i morgen tidlig skulle brug på at komme tilbage til landsbyen og familien, som ikke i alle tilfælde havde støttet dem i dette eksperiment, først i overfyldte busser og til sidst til fods ad stejle bjergstier.

global udveksling af erfaringer

Siden har kvinderne mødtes med jævne mellemrum, organiseret i BNEW (Bhutan Network for Empowering Women). Ved valget i efteråret 2016 blev dobbelt så mange kvinder valgt ind i de kommunale forsamlinger, efter en formidabel indsats af BNEW og kvinderne selv. Omkring 3000 kvinder er blevet uddannet og støttet i at offentligt tage ansvar for deres lokalsamfunds og lands demokratiske udvikling.

Det er naturligvis hverken Institut for Flerpartisamarbejdes eller KVINFOs skyld. Men det er hævet over enhver tvivl, at kvaliteten og troværdigheden af bl.a. KVINFOs informationer og rådgivning har spillet en central rolle som inspiration, vejledning og pejlemærke. Vel at mærke på den måde, som dansk udviklingssamarbejde, når det er bedst, er kendetegnet ved – eftertænksomhed, lydhørhed og fravær af belærende pegefingre.

Hvilket såvel statsministeren som landets første og foreløbig eneste kvindelige minister har bekræftet ved flere lejligheder. Således har den kvindelige minister været i Danmark og her ikke blot mødt KVINFO, men også ministre og folketingsmedlemmer og borgmestre.

Alt dette blev bekræftet i hundredeårs-fejringen af hundredeårs-modellen i juni 2015, da Institut for Flerpartisamarbejde i samarbejde med KVINFO organiserede en todages konference i København. Her samlede vi mere end hundrede kvinder og mænd fra omkring 20 udviklingslande – eksempelvis Bhutan, Nepal og Myanmar i Asien, Egypten, Jordan og Tunesien i Mellemøsten, og Tanzania, Zambia og Zimbabwe i Afrika – for at drøfte de fælles udfordringer, kvinder rundt om i verden stadig konfronteres med, når de ønsker at deltage på lige fod i politik, plus i samfundslivet i almindelighed.

Det kan være diskrimination mod kvindelige kandidater, når partierne skal fordele penge til at føre valgkamp for.

Det kan være vanskeligheder med at have tid nok til at forberede sig til møder, når alt børne- og husarbejde stadig er kvindens lod.

Det kan være seksuelle trusler og overgreb mod kvindelige kandidater, der vover at stå op imod den traditionelle mandlige dominans.

institutioner gør en forskel

Men den helt uforglemmelige oplevelse var de udenlandske deltageres medvirken i genopførelsen af optoget til Christiansborg i 1915. Mange, der så fjernsyn den aften, vil sikkert kunne huske de fremmede sange og de glade dansetrin gennem Københavns gader, som om disse gæster fra den store verden fejrede deres egen stemmeret og dermed retten til at være fuldgyldige medlemmer af deres eget demokrati.

Hvilket de i en vis forstand også gjorde. Vores partnerskab var jo netop ikke blot en kontrakt om kroner og øre. Det var en kontrakt om at foretage en rejse sammen, i tid og tanke. Evnen til at få en sådan relation etableret er ikke alle beskåret. Det kræver viden og eftertanke, og bygger på årtiers akkumuleret og bearbejdet viden. Det er netop én af KVINFOs styrker, som jeg har oplevet det.

Jeg har bidt mærke i, at kulturminister Mette Bock peger på, at: ”Verden forandrer sig. Og kampen for ligestilling finder sted på talrige måder. Også nye. Væsentligst er ikke institutionerne, men resultaterne”.

Den første del af udsagnet kan jeg erklære mig helt enig i. Med mit kendskab til og brug af KVINFO gennem hele dets historie siden 1982 (og såmænd også inden da, mens Nynne Koch arbejdede) ved jeg også, at verdens tilstand løbende har påvirket instituttets metoder og tilgange.

Fx kunne jeg ikke i 1992-95, da jeg arbejdede med ligestilling på landsbyplan i Zimbabwe, gøre brug af hele mentor-tilgangen, som KVINFO har udviklet i arbejdet med etniske kvinder. Den tilgang kunne jeg heldigvis bruge i 2014, da Flerpartiinstituttet med KVINFOs kyndige vejledning satte nogle meget vellykkede projekter i gang i både Tanzania og Malawi. Vi overførte ikke den danske model, men vi opbyggede en lokal model med afsæt i de danske erfaringer.

Det synes jeg sådan set er globalisering med et menneskeligt og dansk ansigt, og det har vi brug for.

Den anden del af udsagnet mener jeg oprigtigt ikke giver mening. Gode institutioner, som arbejder med tydelige strategier og klare fornemmelser for prioritering, fokusering, forbrug af resurser og den rigtige rækkefølge af interventioner, kan skabe gode og bæredygtige resultater. Resultater kommer ikke flyvende af sig selv, hvilket den danske hundredeårs-model i sig selv er et bevis for.

vores demokratiske dialog

Dette er naturligvis ikke er et argument for, at KVINFO for tid og evighed skal være skruet sammen på samme måde som i dag. Jeg har selv i alle mine lederstillinger i Danmark og i FN gennemført store institutionelle forandringer, nogle gange under pres udefra, andre gange fordi vi selv kunne se nødvendigheden.

Generelt er min erfaring, at der først for alvor kommer gode og bedre resultater ud af sådanne omstillinger, hvis man gennemfører en inkluderende proces og en gensidigt respekterende samtale. Det kan man ikke kalde et direktiv fra en minister. Det er ikke den danske model for politikudvikling, jeg har været stolt af at formidle til kolleger verden over.

Verden over er der i disse år, især i lande som er mindre demokratiske end Danmark, et massivt tilbageslag fra regeringer mod de civile organisationer og institutioner, som efter murens fald i 1989 fik mere plads. Et centralt argument fra magthaverne er ofte, at de agerer ’politisk’, uden at det er specielt klart, hvordan begrebet ’politisk’ defineres – bortset fra at det naturligvis betyder, at de er kritiske over for eller ligefrem uenige med regeringen. Sådanne regeringer taler ofte om ’politisk propaganda’ uden at være mere præcise.

Når jeg har modtaget gæster fra udlandet i min tid som direktør for Institut for Partisamarbejde, har jeg ofte underholdt om karakteren af den danske ’demokratiske kultur’. Den omfatter som bekendt folketing, partier, faglige organisationer, forskningsinstitutioner, tænketanke, folkelige organisationer, højskoler, tusindvis af mærkværdige foreninger, osv.

Mange af dem modtager støtte fra det offentlige – som de politiske partier som bekendt også gør, og i stort omfang, ellers ville de ikke have råd til en organisation. Det er jeg selv stor tilhænger af, fordi det er at betragte som et offentlige gode. Jeg har altid med stolthed understreget, at de offentlige midler ikke betyder, at man skal rette ind eller undlade at være kritiske. Det er netop kernen i vores demokratiske kultur, at vi alle skal bidrage med viden, og samtidig udfordre og holde magthaverne ansvarlige.

Hvis vi ikke holder tungen lige i munden og fastholder, at de offentlige midler er vores fælles midler, indbetalt til fællesskabet og dermed ikke er den til enhver tid siddende regerings personlige ejendom, så undergraver vi vores møjsommeligt opbyggede demokratiske kultur. Derfor er ordvalget – og tanken bag valget af ord – også vigtigt, og det bør især folketingsmedlemmer huske på. At tale om propaganda, når det gælder KVINFOs formidling, er helt urimeligt.

lad os tænke større!

Til sidst vil jeg pege på, at de kolleger i det internationale samfund, som har hørt om KVINFO-sagen, har givet udtryk for overraskelse. Ikke alene for måden, ministeren farer frem på, men også sammenhængen i forhold til den samme regerings udviklingspolitik.

De kender nemlig Ulla Tørnæs fra hendes første periode som udviklingsminister, hvor hun gik i spidsen for ligestillingsmålet i Tusindårsmålene, der udløb i 2015. De sætter pris på, at hun nu igen, inden for rammen af Bæredygtighedsmålene for 2030, med energi og overbevisning understreger Danmarks støtte til og førerstilling omkring ligestilling og kvinders rolle. Og det gør de, selvom de ikke er glade for regeringens nedskæringer på bistanden.

Men de forstår altså ikke, at den samme regering ’sælger’ ligestilling til resten af verden, samtidig med at de fører krig mod en internationalt anerkendt institution som KVINFO. Det gør jeg for den sags skyld heller ikke.

Lad os dog tænke lidt større! Lad os være stolte af de store forandringer, KVINFOs og danskernes viden og erfaringer kan bidrage til for kvinder og mænd i så fjerne lande som Bhutan og Myanmar, Jordan og Tunesien, Tanzania og Malawi.