LIVET I FRIDLEV – juli-december 2025

Download dokumentet her: LIVET I FRIDLEV – JULI-DECEMBER 2025 – Final

I en af de 28 beretninger om ”Livet i Fridlev” i sidste halvår af 2025 spørger jeg, om Fridlev er ”En synkende skude?”, fordi endnu en Fridlev-familie har besluttet om at flytte. I dette tilfælde er forklaringen heldigvis ikke en skilsmisse, men et ønske om at flytte familien tilbage til den storby, de kom fra, og som de efter de første års hvedebrødsdage har fundet ud af, at de ikke kan undvære.

Den lidt melodramatiske overskrift skyldes, at vi nu er oppe på syv fraflytninger ud af en forsamling på 42 familier. Hver sjette familie fra pionérgruppen er altså forsvundet! Om det rent statistisk er mere end normalt for et nyt bofællesskab, har jeg ikke grundlag for at vurdere. Men det er i hvert fald mere, end jeg havde forventet, og langt mere end jeg havde håbet.

Men nej, jeg fornemmer ikke af den grund, at Fridlev er en synkende skude. På det personlige plan føles det imidlertid ret voldsomt. Vi har sagt farvel til en masse dejlige mennesker, som vi havde lært at kende, og nu skal vi så til at lære nye mennesker at kende. Det har naturligvis også sin charme, og det kan sagtens vise sig at være en styrke for fællesskabet, bl.a. fordi tilflytterne har foretaget deres valg på grundlag af noget, de har kunnet se med egne øjne og høre om med egne ører – som samtalen i artiklen om “Connie og Bjarne flytter ind” handler om. For os andre startede eventyret alene med drømme og visioner nedfældet på papir, og vi byggede fællesskabet sten for sten, dag for dag. At nogle faldt fra undervejs, er ikke så mærkeligt. Men så mange? Det har overrasket.

Heldigvis er der også mange positive og opmuntrende fortællinger om livet i Fridlev blandt de 28 historier: om vores mange vidunderlige børn; om vores vidunderlige bestand af svaler; om unge dansere på besøg fra Kenya; om indvielsen af Fridlevs helt egen ’Kongesten’; om samarbejdet med andre i kommunen for at styrke den grønne udvikling; om vores aktive deltagelse i kommunalvalget. Det har været spændende og fantastisk.

Og så har der undervejs også været diskussioner, som ikke altid har været helt lette. Nødvendige diskussioner om vores demokrati, hvordan vi løser uenigheder, hvad vi må og bør og kan og vil. Alt sammen nødvendige skridt i udviklingen af et nyt fællesskab, og skridt som undertiden afslører, at vi på nogle punkter er mere uenige, end vi har været klar over.

Det har vi lært en masse af, og jeg håber at andre – uanset om man allerede bor i et bofællesskab eller tænker på en dag at ende dér – også kan have glæde af at læse med. Selvom historierne er dagbogsagtige og derfor følger årets gang, kan man uden problemer springe rundt alt efter hvad man interesserer sig for. God fornøjelse!